The Housemaid (2025)
Til at starte med var jeg faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle se denne film eller ej, men nu hvor jeg har set den, er jeg glad for, at jeg gjorde det – for hold da op en vild film! Det er ikke ofte, at en film kommer fuldstændigt bag på mig, men det gjorde The Housemaid, og nu skal I høre, hvorfor I skal se den. Anmeldelsen bliver måske lidt overfladisk i forhold til handlingen, men jeg nægter at spoile noget.
Resume:
Den unge kvinde Mille (Sydney Sweeney) er hjemløs
efter at være blevet løsladt fra fængslet. Hun har ikke nogen indkomst og søger
derfor et arbejde som hushjælp for Winchesterfamilien. Kort efter at hun er
blevet interviewet af den venlige og imødekommende Nina Winchester (Amanda
Seyfried), bliver Millie ansat. Efter at have boet hos familien kortvarigt
opdager Millie til sin rædsel, at Nina er psykisk ustabil og hysterisk og
prøver med alle kræfter at få Millie fyret. Andrew Winchester (Brandon Sklenar)
tager dog Millie i forsvar, og deres nærhed vokser langsomt til mere. Dog er
alt ikke som det lader til at være hos Winchesterfamilien.
Hvad gør filmen godt?
Noget som jeg synes var virkelig godt ved filmen var, at lige når man tror, at man har regnet filmen ud, så laver den et uventet krumspring. Herved holder filmen ens opmærksomhed igennem hele spilletiden. Selv i starten, hvor handlingen er en smule mere langsomt, er der drysset små mystiske detaljer ud – som man som seer bider mærke i og studser over, og som er med til at pirre ens interesse og undren.
En anden fed ting ved filmen er karaktererne. De er spændende og mangesidet, så igen når man tror, at man ved, hvordan karaktererne er, ændrer de sig fuldstændigt, og man ser derfor på dem på en helt anden måde end man gjorde til at starte med. Alle skuespillerpræsentationerne er virkelig gode, og de behersker alle denne karaktermæssige mangesidethed på en troværdig og dragende måde. I denne forbindelse var begrebet "skindet bedrager" noget som jeg tænkte flere gange i løbet af denne film.
Temaerne i filmen er også en af de bedste elementer ved
filmen – den berører f.eks. kontrol og afhængighed i forhold samt vold og misbrug. På
mange måder bliver denne fortælling en slags hævnfortælling.
Historien i filmen er virkelig god, da den gennemgår en
masse vilde twists undervejs – hele vejen mod slutningen. Og Sikke en slutning
det er – fantastisk og forløsende med en åbenhed der lige twister historien en
ekstra gang til sidst (men jeg afslører intet for denne film skal opleves – og jeg
tænker, at den særligt shiner første gang man ser den).
Hvad gør filmen mindre godt?
I filmens forsøg op at lulle én ind i en falsk tryghed for derved at øge gennemslagskraften af sine twists, kan man let komme til at afskrive filmen som værende kedelig pga. det langsomme tempo og den umiddelbare forudsigelighed. MEN her skal man virkelig væbne sig med tålmodighed, fordi filmen er det værd. Jeg havde afskrevet den som værende en spirituel spinoff på Subservience (2024), men det er den slet, slet ikke, og handlingen begyndte meget hurtigt at tage fart derefter.
Så all in all, er filmen værd at se?
Ja, absolut – især, hvis man er fan af thrillers! Dette er nok en af de bedste thrillers jeg har set længe, og faktummet, at den holdte min opmærksomhed og interesse helt til slut trods den langsomme start og den umiddelbare forudsigelige handling, er et kendetegn på filmens kvalitet. Lad være med at afskrive denne film som endnu en romantisk thriller, men få den set – den er helt sikkert en biograftur værd.
Bonus: Filmen er en filmatisering af romanen af samme navn, skrevet af Freida McFadden, hvis man skulle have lyst til at tjekke denne ud.
- Jonas