Ice Cream Man (2026)

Jeg så traileren til Ice Cream Man og tænkte egentlig, at den virkede som en potentielt underholdende splatterfilm, men hold da op et shitshow! Denne film formår ikke blot at vælte the Bride (2026) af tronen som den dårligste film jeg har set i år, men sammenlignet med Ice Cream Man er både Five Nights at Freddys 2 og Weapons (sidste års to lavpunkter) cinematiske mesterværker! Ice Cream Man er det nyeste og laveste lavpunkt for skraldefilm, og hvis termen "straight to Youtube" ikke eksisterer, burde det være denne film som introducerer den, og nu skal jeg fortælle jer hvorfor.

N.B. Jeg spoiler for hårdt i denne anmeldelse, for I har ikke lyst til at se denne film (selvom I måske tror det), tro mig – jeg gør jer en tjeneste!

Resume:
En idyllisk sommer har sænket sig over Bayleen Bay, og skarer af byens børn samler sig omkring isbilen og dennes vidunderlige frosne lækkerier. Jared Mayfair (Charlie Zeltzer) kan dog ikke tage del i spiseriet, fordi han er laktose-intolerant, men dette viser sig at være heldigt, da isen forvandler børnene til voldsgale monstre der forsøger at myrde alle voksne og omvende alle børn i byen. Men hvad kan der lægge bag denne pludselige ændring?
(Spoiler: Ismanden blev beskyldt for at være pædofil – for at en pædofil præst kunne slippe for at blive retsforfulgt. Ismanden vælger at sælge sin sjæl til en nekromancer i bytte for en chance for at få hævn over byens børn der fik ham dømt (der på nuværende tidspunkt er voksne)).

Hvad gør filmen godt?

Super, lad os få dette ud af verden! Filmen har et twist til sidst, nemlig at sirenen og den lokale nekromancer (fordi sådan en har alle små byer jo, eller noget) som børnene dræber faktisk er deres forældre i forklædning. Derudover er præsten som fortæller dem det hele faktisk i virkeligheden ingen ringere end nekromanceren (indsæt dramatisk musik). Og det var det. Før har jeg sagt, at en film nogle gange er værd at se for et godt twist, men det er ikke tilfældet her, og nu kender I twistet, så der er ingen grund til at se den.

Desuden synes jeg ofte, at der er en tendens til, at gysergenren og splattergenren tyer til nøgenhed eller topløshed for at fastholde publikum, og det er lidt en tam strategi, ligesom brugen af jump scares – og credit where credit is due, det var ikke tilfældet her i denne film.

Hvad gør filmen mindre godt?

Filmens historie er en af filmens værste aspekter (blandt mange). Historien spiller en minimal rolle i filmen (der er tale om en sekvens på fem minutter i en fryser, hvor en præst fortæller baggrund for hændelserne til børnene). Og det er basically det.

I forhold til skuespillerpræstationerne, ved jeg helt reelt ikke hvem der er værst – de voksne skuespillere eller børneskuespillerne (just kidding – de er voldsomt horrible alle sammen). Filmen formår at forene virkelig dårligt screenwriting og dårligt skuespil, og nej, minus og minus giver ikke plus her. Flere gange prøver filmen på tåkrummende vis at være sjov, og HVER gang (seriøst, Hver. Eneste. Gang) rammer filmen helt ved siden af pga. fuldstændigt døde leveringer.

Dette afsnit vil jeg elokvent kalde "Fucking Eli Roth" (sagt med et langt suk).
Jeg tror, at det som irriterer mig mest ved denne film er Eli Roths navn på den. Jeg ved, at der findes folk som tænker "Uhh Eli Roth – han lavede jo Cabin Fever (2002) og Hostel (2005), så denne splatter skal vi også se." Og det er en fuldstændig naturlig reaktion, altså jeg tænkte det samme og har gode minder omkring både Cabin Fever og Hostel. MEN husk, at det også var Roth der instruerede og skrev Borderlands-filmen fra 2024 som floppede virkelig, virkelig hårdt. Og nu vi snakker om Cabin Fever og Hostel (og faktisk også Hostel 2). Alle er udmærkede splatterfilm som kunne forlede én til at tro, at Roth beherskede denne genre. MEN NEJ, splatteraspektet i filmen er virkelig langtrukket og kedeligt heri – det er som om, at han vil gøre det endnu mere vildt og grotesk for hver gang, og så ender det bare med at blive absurd og latterligt (som det egentlig også er tilfældet i Hostel-filmene). Kvaliteten af effekterne er meget svingende i filmen fra virkeligt fede praktiske effekter til absolut horrible CGI-effekter.

Man ved, at man er "in for a treat", når det langsomt går op for én, at den mest berømte og etablerede skuespiller i filmen er (trommehvirvel) Eli Roth – og nogle skuespillere ville kunne bære en film på denne måde, men ikke Eli Roth.
Jeg forestiller mig følgende scenarie som grundlag for filmens tilblivelse: Roth ser en fancy bil på gaden og tænker, at han gerne vil have sådan en. Men åh nej, han har ikke nogen penge, så han beslutter at spytte denne film ud og inserte sig selv i alle tænkelige funktioner (det undrede mig oprigtigt, at han ikke også sang filmens temasang, for han er inde over alt andet – tro det eller lad være men Snoop Dogg er faktisk inde over filmens musik, så hans karriere går nok heller ikke megagodt).
Men måske tænker du, at du har set Roth i andet, så han må da være god – Nej, han er på forunderlig vis lige så dårlig i sit skuespil som resten af castet.

Filmens helt grundlæggende præmis er virkelig dum, og der er SÅ mange huller i den her film på trods af, at den løbende prøver at forklare dem. Forestil jer, at I ser en film og stiller spørgsmål som instruktøren så besvarer undervejs, mens han i real tid finder på svarene. Lad mig illustrer det som således; "Men hvorfor kæmper ham den fuldvoksne mand ikke imod den lille pige der tvinger en plasticpose ned over hovedet på ham?" – "Jamen det er fordi pigen har superstyrke." – "MEN han kæmper jo slet ikke imod, som i overhovedet ikke!" – "SUPERSTYRKE!" – Men kunne han ikke bare prikke hul i posen? Eller har posen også superstyrke?" – "Don't worry about it." Og lige præcis Don't worry about it er essensen af denne film.
For at nævne et andet eksempel, så er børnenes forældre som er begravet og ikke har besvaret deres telefon HELE DAGEN er på en eller anden måde stadig i live, da børnene åbner graven (efter at fjerne skovlfulde jord, så små, at det ville tage dem i hvert fald en dag at fjerne helt) – HVORDAN? Don't worry about it!
En anden lidt mærkelig ting som vi (min kammerat og jeg) undrede os over er brandmanden der kommer til skolen, fordi han 1) kommer alene – fair nok, det er en lille by, men det virker uforsvarligt at sende en mand afsted og 2) ikke ankommer i uniform, men nærmere det der svarer til brandsmandsudgaven af hyggebuks. Og der er mange andre eksempler på ting der bare virker for mærkelige i filmen.

Skurken i filmen er også fjollet. Jonathan Smiley (Ari Millen) som byen kalder ham var en issælger. Han bliver beskrevet som værende fra et andet land og havende en accent (hvilket er en super mærkelig detalje, da han ikke har en eneste replik i filmen). Karakteren bliver lidt et miks imellem Pied Piper (som er et tysk eventyr om en rottefænger der kidnapper byens børn efter, at byen ikke vil betale ham for hans hjælp med deres rotteproblem) og Pee-wee Herman, ja så har han motivationer der minder om Freddy Krueger.

All in all, er filmen værd at se?

Det klareste, mest rungende NEJ jeg nogensinde har givet en film. Selv the Bride, Primate og Send Help var milevidt bedre end denne (Maggie Gyllenhaal, du skylder Roth et tak for din film er ikke længere årets værste). Selvom det lyder overdrevent, så har jeg svært ved at forestille mig en film værre end Ice Cream Man, og jeg gruer ved tanken. Jeg varmer mig ved det faktum, at filmen endnu ikke har indtjent sit forholdsvis lave budget, og jeg håber, at endnu en fiasko vil demotivere Roth helt fra at lave flere film. Se alt andet, mal en væg i din lejlighed og se den tørre – livet er simpelthen for kort til at bruge noget af det på denne film. 

- Jonas