The Mandalorian and Grogu (2026)

Først vil jeg understrege, at jeg på ingen måde er hardcore Star Wars-fan – som spekulerer ikke over hvem der skød først af Han eller Greedo, men er mere en casual nyder af universet og loren. Jeg kan virkelig godt lide, hvordan de nyere Star Wars-serier tager et andet fokus end den store kamp mellem den lyse side og den mørke side i forhold til balancen i The Force og hele galaksens skæbne (Don't get me wrong – denne konflikt er også fed, men nogle gange er det mindre billede også rigtig godt). Lige præcis af denne grund kunne jeg rigtig godt lide serierne The Mandalorian (nok mest sæson et, men det kommer jeg ind på lidt senere) og Star Wars: Skeleton Crew (tjek), der begge to drejer fokus væk fra det mere mainstreame Star Wars og uddyber loren i stedet for. Med det sagt, så synes jeg også meget godt om Ashoka, hvis fokus netop var kampen mellem det lyse og det mørke (ja, og det grå imellem).

Så med alt dette i baghovedet gik jeg ind til The Mandalorian and Grogu med en forventning om en god oplevelse.

Resume:
Dusørjægeren Din Djarin (eller Mando) og Grogu arbejder for The New Republic ved at hjælpe med at jage og indfange Imperialister der kunne være i besiddelse af vigtig information. Efter en succesfuld mission, får Mando og Grogu en ny opgave, nemlig at finde Commander Coin, hvis udseende de ikke kender. For at få mere information om Coin, skal Mando hjælpe Hutt-tvillingerne ved at redde Jabba the Hutts søn, Rutta, som bliver holdt fanget på planeten Shakari.

Hvad gør filmen godt?

Kampscenerne var fine. De korte segmenter hvor filmen har en mere seriøs tone var gode. Musikken var fed og mesterlig. Og det æstetiske altså omgivelserne, rumskibene og hele stemningen i det visuelle.

Hvad gør filmen mindre godt?

Som det allerede kan ses på min forholdsvist korte liste af plusser ved filmen som man må sige kun berører de overfladiske elementer i filmen, så er der en del problemer når vi dykker ned i filmen, så spænd jer fast for det bliver "a dumpy ride".

Mit første store problem med The Mandalorian and Grogu er målgruppen som den retter sig til, og hvordan delingen af denne påvirker filmen som helhed. Målgruppen er nemlig todelt – dem der kan lide Star Wars og dem der synes Grogu er nuttet, og desværre er det overvægten af fokusset på Grogus nuttethed der ødelægger muligheden for en seriøs tone og indlevelse i filmen (i min optik). "Men Jonas, stop nu alt dit hate på Grogu, kan du ikke se, at han jo er super cute." – frygter jeg, at I tænker. Filmen lider under samme problem som anden og tredje sæson, nemlig at der lægges alt for meget vægt på Grogu og dens nuttethed og herved udvandes Star Wars-identiteten. Hvis man (ligesom jeg) leder efter en film der udvider loren i Star Wars-universet kan man nøjes med at læse teksten i starten af filmen for det er cirka det lore der er i filmen, og så er resten ellers nuttede scener med Grogi og små væsner der taler irriterende for alle pengene, kun afbrudt af egentlig handling. For at sætte det lidt på spidsen er filmen som en ven siger, at han vil fortælle dig en meget spændende historie for så at fortælle en historie der handler 80 procent om hans marsvin, og efterfølgende forsøger han at sælge dig en t-shirt og kaffekop med selvsamme marsvin.

Mit andet store problem med filmen er, at den har et underligt format. Jeg undrede mig meget over dette, og det første jeg undersøgte, da jeg kom hjem, var om filmen tidligere havde været tænkt som en serie for det er sådan den føles. En film i den mest simple forstand har et spændingsklimaks som filmen bygger op imod, hvorimod en serie gerne har flere små klimakser og et større klimaks hen mod slutningen – en såkaldt sæsonafslutning. Det er mærkelige er, at The Mandalorian and Grogu havde samme opbygning som en serie (sågar en sæsonafslutning). Filmen virkede som en række episoder, hvor det overflødige fyld er skåret væk og så sat sammen som en meget lang film. Dette kunne man f.eks. se i en scene, hvor Mando og co. overvåger et palæ som de skal infiltrere og i næste scene ser man skurken forklarer sin plan – pludselig afbrudt af Mando som nu har infiltreret palæet OFFSCREEN! Dette format gjorde, at jeg endte med at sidde flere gange i løbet af filmen og tænkte; "Dér sluttede en episode og dér begyndte en ny." Ofte synes jeg. At handlingen i serier er bedre end film, men det var ikke tilfældet her. Jeg forlod faktisk biografen med en følelse af, at jeg var blevet tvangsfodret en hel serie på firdobbelthastighed.

Det tredje problem er karaktererne i filmen. Stort set alle karaktererne var intetsigende. Vi havde Zeb som måske var Mandos partner og hvis funktion i filmen var Captain One-liner. Så var der Rutta the Hutt som måske var den mest spændende karakter, da han var søn af Jabba the Hutt fra de gamle film. Desuden var en han muskuløs Hutt, hvilket jeg ikke lige har set før (for dem der ikke er inde i Star Wars er en Hutt en slags stor orm).
Desuden synes jeg også, at forholdet mellem Grogu og Mando er mærkeligt, fordi filmens tekst i starten fremstiller det som et forhold mellem mester og lærling (men Mando lærer ikke Grogu noget før de sidste fem sekunder af filmen). Nogle gange virker det som et forhold mellem far og søn, men Mando giver ofte Grogu kommandoer som man ville et kæledyr, og det er faktisk det Grogu minder mest om.

All in all, er filmen værd at se?

Det er svært, for jeg har mest lyst til at sige nej – og det er helt sikkert et nej for mig. MEN hvis du kan lide Grogu, så vil du være underholdt og måske endda grine undervejs i filmen (som var tilfældet for de to gutter til højre for mig), men hvis du er der for Star Wars og stemningen som universet ofte forbindes med (som var tilfældet for mig og fyren til venstre for mig) har filmen ikke overhovedet ikke nok at byde på. Som anbefaling til en bedre Star Wars-oplevelse vil jeg nok pege på enten Ashoka (2023), Star Wars: Skeleton Crew (2024) eller den første sæson af The Mandalorian (2019) – der er væsentlig mere at komme efter end i The Mandalorian and Grogu.Kommer snart