The Odyssey (2026)

En af mine virkeligt store passioner igennem mange år helt frem til i dag er mytologier, og det der startede det hele var den græske mytologi som fascinerede mig med dens verden af mystiske væsner, helte, guder og fortællinger, der kunne få nogle af de bedste fantasybøger til at blegne. Jeg er vild med fortællingerne om den Trojanske Krig, Odysseen og Argonauternes togt, så da jeg så traileren til The Odyssey var min interesse pirret fra starten.
MEN, og dette er nok en lidt kontroversiel holdning, men det der gjorde mig tøvende om, hvorvidt jeg skulle se filmen var faktisk instruktøren. For mange filmelskere er Christopher Nolan en af vor tids helt store rockstjerner, og som en anden kong Midas, bliver alt hvad han rører ved til guld. MEN for mig har hans film altid været lidt hit and miss. Jeg elsker Batmantrilogien (2005-2012) og kunne egentlig også godt lide både Interstellar (2014) og Oppenheimer (2023) – dog synes jeg ikke, at Inception (2010) var noget særligt (og pak høtyvene og faklerne væk - altså den var okay, men ikke en film som jeg har følt behov for at se igen siden jeg så den første gang). Dunkirk (2017) fangede mig ikke, og Tenet (2020) er, i min optik, noget usammenhængende rod og potentielt en af de ringeste film jeg har set. Denne skepsis var vedholdende, da jeg læste, hvordan anmeldere roste The Odyssey, men efter at have set den må jeg indrømme, at jeg var efterladt med en følelse af overvældelse… For The Odyssey er en fantastisk film, og det hænger bestemt sammen med Homers fortælling der danner baggrunden for filmens fortælling.

Jeg vil forsøge at holde spoilere til et minimalt niveau, fordi filmen skal opleves. Og jeg vil gøre mit bedste for ikke at lave en absurd lang anmeldelse (men jeg lover ikke noget).

Resume:
I begyndelsen af filmen følger vi Telemachos (Tom Holland) og hans mor dronning Penelope (Anne Hathaway). Kongen af Ithaka, Odysseus (Matt Damon) rejste for tyve år siden for at drage i krig mod Troja, og nu otte år efter krigens afslutningen er han stadig ikke vendt hjem. Fordi han formodes død er borgens sale nu fyldt med bejlere der søger Penelopes hånd for at kunne indtage tronen i Ithaka. For at undgå dette drager Telemachos ud for at finde ud af om nogen har hørt nyt om Odysseus. På samme tid befinder Odysseus sig hos den mystiske Calypso, hvor han langsomt genvinder sin hukommelse omkring sin rejse.

Hvad gør filmen godt?

Skuespillerpræstationerne er i fænomenale i denne film. Valget af Matt Damon til rollen som Odysseus blev kritiseret, men han er exceptionel, og trods kritikken synes jeg, at det er Matt Damons bedst rolle til dato.
Odysseus bliver perfekt fremstillet i filmen der formår at forene karakteren som krigeren, lederen og ikke mindst den rationelle tænker. Jeg synes, at det er en virkelig spændende tolkning af Odysseus som desillusioneret pga. sin plan i Troja, der udnyttede traditionerne med tilbedelsen af guderne til at give grækerne en fordel i kampen mod trojanerne (her: Den trojanske hest – hvor grækerne gemmer sig i en stor træhest som bliver tilbudt Troja som en gave til Athena, og derved kommer soldaterne ind bag Trojas ellers uigennemtrængelige vægge). Fordi Odysseus udtænkte planen, føler han sig ansvarlig for ødelæggelsen af kulturen (og traditionen for at respektere gudsdyrkelsen) i en udvikling hen imod et mere sekulariseret samfund. Jeg er vild med det! Det er en fantastisk tolkning og en dimension der virkelig giver mening i forhold til karakteren.
Hvis man sammenligner filmen med Troy fra 2004 og det gør vi selvfølgelig, så synes jeg, at fokusset på Odysseus frem for Achilleus er meget bedre og giver mere dybde, fordi Odysseus som nævnt er en mere nuanceret karakter som tager sit udspring mere i den erfaring og visdom som han har fået igennem et langt liv, mens Achilleus er en endimensionel helt (sådan lidt den unge, kåde, og vrede actionhelt).

Filmen er desuden stjernespækket for hårdt, og kort sagt, så gør alle det virkelig godt, men for lige at nævne et par stykker så; spiller Tom Holland den fortvivlede Telemachos der søger efter sin far og en forståelse af sit ophav. Robert Pattinson er den sleske og manipulerende Antious (og igen viser Pattinson, at han virkelig godt kan finde ud af at spille skurk). Jon Berthal er den æreskrænkede Menelaus som man føler sympati for, indtil man ser, hvordan han straffede Helen for hendes forræderi.

Jeg læste umiddelbart, at castingen var det mest kontroversielle punkt ved filmen, og som jeg læser det, handler det mest af alt om Eliot Page og Lupita Nyong'o – og her vil jeg træde varsomt. Eliot Page (tidligere kendt som Ellen Page) gør det virkelig godt i rollen som Sinon i filmen, og i starten tænkte jeg, at kritikken af ham var overdrevet i forhold til, hvor lille hans rolle er i filmen som helhed. Der er en scene i underverdenen, hvor Page er helt fænomenal i sit skuespil, og jeg må sige, at jeg er uforstående over for kritikken rettet mod ham.
Lupita Nyong'o spiller Helen (og Clytemnestra), og her var noget kritik rettet mod den historiske korrekthed, fordi hun er afroamerikansk. Men i scenen, hvor Helen sidder omgivet af de kaukasiske mænd og kvinder, overvejede jeg om castingvalget måske lå i den unikhed der billedligt skabes ved at have en farvet kvinde i en sådan scene (Helen blev jo beskrevet som en skønhed, der skilte sig ud fra alle andre, så på denne måde synes jeg jo egentlig, at denne fremstilling bliver fortolket på en fed måde).

Handlingen i filmen var virkelig god. På den ene side følger man Telemachos i sin søgen efter Odysseus inden Penelope gifter sig igen med en af de utallige bejlere, der har besat deres hjem på Ithaka. På den anden side følger man Odysseus, mens han erindrer sin rejse for Calypso (Charlize Theron), og til sidst flettes de to historier sammen.

Desuden var effekterne i filmen virkeligt fede, og især designet af monstrene fungerede rigtig godt. Polyphemus var superubehagelig at se på og høre tale, selvom jeg var en smule skeptisk i starten. Designet af havmonstret Scylla var helt perfekt og afgrænset via kameraarbejdet, så man aldrig så for meget af monstret til, at det blev tamt. Det samme gjorde sig gældende med Circe og hendes forvandlinger af soldaterne – det var begrænset, hvad man så, og det fungerede virkelig godt, da det er som om ens fantasi tager over og fylder det ud som man ikke ser.

Jeg kan huske, at jeg undrede mig lidt over en overskrift, jeg læste, hvor skribent roste den måde som filmen fremstillede Agamemnon (Ben Safdie) på, men hold da helt op. I stedet for at være en decideret karakter var han mere en tilstedeværelse, der var så ikonisk med sin sorte rustning og ansigtsløshed (for hans ansigt blev aldrig vist) og havde en udstråling der allermest mindede mig om, når man ser Darth Vader for første gang i A New Hope (1977). F.eks. scenen i Troja, da portene åbnes. Han siger ikke noget – det er nok, at han bare er i billedet – og bliver en slags sort hul der bare suger én ind.

Den overordnede stemning i filmen er fantastisk, og det er en virkelig smuk film. Virkeligt mange scener opsluger én fuldstændigt, fordi billed- og lydsiden opnår en perfekt harmoni. Her tænker jeg f.eks. på en scene, hvor de græske soldater har infiltreret Troja. De skal åbne portene for Agamemnons hær, mens de trojanske soldater strømmer til, og det ender med at blive kapløb om tid – alt imens musikkens beat langsomt bliver hurtigere og hurtigere i takt med handlingen. Det samme kan sige om scenen i underverdenen, hvor den semi-elektroniske musik fanger stemningen af mystik og otherwordliness (altså at der er tale om en anden, fremmede verden).

Selvom jeg kender fortælling om Odysseus' rejser, så tog afslutningen med buen og bejlerne en vild drejning og er noget af det vildeste jeg har set i år. Det var desuden også et virkelig godt sted i filmens handling at have en sekvens der lige får gang i ens puls og sætter tempoet en tand op.

Hvad gør filmen mindre godt?

Jeg kunne virkelig godt lide denne film, MEN der er nogle enkelte punkter som påvirker filmen. Umiddelbart tror jeg, at man skal være til græsk mytologi, og faktisk til den grad, at filmen står og falder på om interessen er tilstede.
Desuden følger filmen en tendens som man ser hos ALLE Nolans film, og det er, at filmen virkelig er et slowburn (altså er tempoet ret langsomt). Der tages tid om at skabe stemninger i filmen, og der er virkelig kælet for alle de små detaljer og nuancer i fortællignen. Så dvs., at man skal væbne sig med tålmodighed, men det er virkelig ventetiden værd. (Lige præcis dette punkt synes jeg endnu mere understreger vigtigheden omkring det første punkt, nemlig interessen). Det virker for mig mystisk, at man skulle vælge at se denne film uden interesse for emnet, men skulle man alligevel få forvildet sig ind til denne, forestiller jeg mig, at man går ud derfra med en fornemmelse af at have set en tre timer lang film om; "Matt Damon der sejler rundt med sine soldater, og ham der fra Twillight der er lidt en listepik i forhold til Tom Hollands mor." Sådan lidt opsummerende, så sætter jeg pris på filmen for alle dens detaljer, og alle de små inklusioner på Odysseus' rejse hjem og især det faktum, at den tager sig tid til dette.

All in all, er filmen værd at se?

Ja, virkelig, virkelig meget JA! Og se den i biografen, hvis I har mulighed for dette – og hvis ikke, så se den alligevel. Det er en episk fortælling der både er spændende og fængslende, og den viser virkelig på mange måder Troy, hvordan Homers værker skal filmatiseres. Som en afsluttende kommentar, tror jeg, trods min skepsis angående Nolan, at The Odyssey er min nye favorit Nolanfilm. 

- Jonas