Double Feature: To glimrende kortfilm fra Marvel's Special Presentation

Hvis man ser på nogle af de seneste Marvelfilm som f.eks. The Marvels (der var virkelig dårlig) kan man på den ene side argumentere, at Disneys overtagelse af Marvel har medført en lidt for hurtigt strøm af nye produktioner. På den anden side gør det også, at studiet har det økonomiske fundament til at søsætte nogle mindre og mere specielle projekter.
Boom, og sådan laver man en indledning til Marvel's Special Presentations som er en række film der fungerer som enestående historier som har en kortere længde og giver studiet mulighed for at eksperimentere med stilgenrer som adskiller sig fra det mere mainstreame Marvelunivers (som efterhånden er så omfattende og kompleks, at man har brug for en brugervejledning for at kunne finde rundt i).
På nuværende tidspunkt er der tre sådanne kortfilm, og min anmeldelse vil fokusere på to af disse, nemlig Punisher: One Last Kill (2026) og Werewolf By Night (2022) som i min optik, begge er fantastiske (den sidste film er The Guardians of The Galaxy Holiday Special fra 2022 som var lidt meh – Holiday Specials gør ikke som sådan noget for mig).

The Punisher: One Last Kill

Jeg tror, at den første sæson af Punisherserien (2017)  hands down er en af de bedste Marvelserier (samt anden sæson af Daredevil (2016), hvor han oprindeligt bliver præsenteret). Jon Bernthal kropsliggør Garth Ennis' ikoniske antihelt så perfekt og fuldstændigt, at han for mig ER The Punisher – ikke Dolph Lundgren (1989), ikke Thomas Jane (2004) og ikke Ray Stevenson (2008) og ingen fremtidig skuespiller kommer til at kunne fange figuren og gøre det umulige som Bernthal gør – nemlig at give menneskelighed til en komplet umenneskelig figur. Bernthal ændrer og fortolker Ennis' følelseskolde og psykopatiske, blodtørstige hævner til en mand, der indeholder overvældende mængder af sorg og vrede og samtidigt ikke har redskaberne til at bearbejde sine følelser. Som det er tydeligt, er The Punisher nok min favoritsuperhelt fra Marvel Universet og selvom jeg er meget bekendt med Ennis' Punisher igennem tegneserierne, så er Bernthals portrættering det der fuldstændigt overbeviste mig om karakterens potentiale.

Resume: Efter at have myrdet medlemmerne af Gnucci-familie, har Frank Castle (John Bernthal) endelig fået hævnet mordet på sin familie. Han plages dog nu af fortidens spøgelser der hjemsøger ham og lever en restløs tilværelse uden et formål at leve for. En dag bliver han opsøgt af en kvinde som viser sig at være moderen til Franks ofre fra Gnucci-familie, og hun fortæller ham, at hun har sat en dusør på hans hoved og efter deres møde vil frigive hans adresse til alle interesserede i dusøren. 

Hvad gør filmen godt?

Filmen portrætterer en udgave af Frank Castle som vi ikke tidligere har set. Han er knækket (mere end han plejer at være). Han har hævnet sin familie og dermed endelig nået sit mål, og den PTSD og fortidens spøgelser som han tidligere har kunnet skubbe væk, fordi han havde sit mål at fokusere på, har nu indhentet ham. Jeg synes, at det er en super fed vinkel og en ret spændende tematik som jeg ikke lige havde tænkt over før. Bernthals skuespillerpræstation fanger glimrende denne side af Frank Castle og viser virkelig godt, hvordan hans psyke langsomt bliver nedbrudt  af dæmonerne der plager ham.

Skurken i filmen er også et glimrende valg som et lille nik til tegneserien, hvor Ma Gnucci (Judith Light) egentlig også udgør en ret habil modstander for The Punisher. I filmen understreger scenen, hvor de to mødes første gang den ret fede ironi i, at Ma jæger Frank, fordi han har frarøvet hende hendes familie – den selvsamme motivation som Frank havde for sit hævntogt.

Jeg kunne også godt lide, at filmen havde flere scener som satte nogle tanker i gang hos mig. Scenen, hvor Frank går hen ad gaden og pludselig ser sig selv som Punisher gå forbi sig. Hans ansigt udtryk her er virkelig fortællende omkring, at Punisher-personaen har været et nødvendigt onde som Frank har taget på sig, men nok ikke noget som han har syntes om at skulle være.

I forhold til min indledning, hvor jeg beskrev, hvordan disse kortfilm er en måde, hvorpå Marvel kan eksperimentere med andre genrer end det sædvanlige, må man sige, at Punisher: The Last Kill understreger dette faktum ekstra grundigt. Denne film er blodig som er meget passende til Punishers aspekt af Marveluniverset. Hvis man sammenligner denne film med graden af vold i en almindelige Marvelfilm, kan denne beskrives som en hyldest til vold eller måske sågar et voldsorgie. Actionsekvensen (jeps, ental) er dynamisk og intens fra start til slut og på mange punkter gør denne filmen til alt det som jeg håbede den ville være.

Hvad gør filmen mindre godt?

Filmen fokuserer så meget på fremstillingen af Frank efter, at han har nået sit mål og fortaber sig meget i den vilde og voldsomme actionsekvens der udgør den stor del af filmen, at jeg faktisk ikke føler, at den fortæller nogen egentlig historie. Da jeg havde set den, sad jeg tilbage med en følelse af, at den var sluttet før den var begyndt (hvilket ofte er tegn på en mangelfuld historie) og lidt en tvivl omkring hvad formålet var med filmen, selvom jeg godt kunne lide mange aspekter af denne. Sådan for at snyde lidt på forhånd – hvis man sammenligner Punisher: One Last Kill med kortfilmen Werewolf By Night, så fortæller denne film meget mere afrundet og hel historie, hvor man faktisk føler, at slutningen runder af på en hel fortælling.

Formål og afslutningen

Så hvad er hele ideen med filmen? Fordi filmen sluttede som den gjorde og var lidt utilfredsstillende på dette punkt, har jeg inkluderet et afsnit, hvor jeg spekulerer en smule. Hvis man vil undgå spoilere, så skal man først læse videre efter, at man har set kortfilmen. 

Jeg forestiller mig, at formålet med filmen er at lade Frank Castle finde et nyt formål - nemlig som vigilante (eller selvtægtsmand), fordi han herved kan fortsætte med at optræde i Marveluniverset (det er dog stadig uklart om de store magter hos Disney og Marvel vil gøre ham mindre voldelig og derved ensarte ham mere til den mainstreame Marvelvibe, men det må fremtiden vise. Denne teori understøttes en smule af, at Frank Castle optræder i den nye Spidermanfilm som kommer til Juli (MEN det er ikke helt klart, hvor filmens handling ligger rent tidsmæssigt i forhold til denne kortfilm, så hvem ved). MEN det her er kun min spekulation, og hvis man har andre spændende teorier, vil jeg da meget gerne høre dem. Så skriv til mig under bloggens kontaktmenu, hvis I har lyst.

Werewolf By Night

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke anede hvem Werewolf By Night (jeps, det er superheltenavnet) var, da jeg hørte om denne kortfilm, og det hænger nok sammen med, at denne superhelt gjorde sin tegneseriedebut i 1972 (da jeg var -16 år). Men jeg vil sige, at Werewolf By Night viste sig at være den superhelt som jeg ikke vidste, at jeg manglede i Marveluniverset.

Resume: Efter monsterjægeren Ulysses Bloodstones død hidkaldes de fem bedste monsterjægere af hans enke (Harriet Sansom Harris) for at konkurrere om retten til at overtage det kraftfulde artefakt, The Bloodstone, og dermed også retten til at blive monsterjægernes nye leder. Blandt jægerne er Elsa Bloodstone (Laura Donnelly) som er Ulysses datter som han slog hånden af inden sin død, og Jack Russell (Gael García Bernal) som er kommet til samlingen af helt anden grund, nemlig for at redde sin ven. 

Hvad gør filmen godt?

Kort sagt – Filmen er fantastisk. Den fortæller en lille og utroligt fængende historie på 53 min. Det som særligt fangede min opmærksomhed ved filmen er dens æstetik, da den holder stilen fra de helt gamle Universal Monsterfilm fra 30'erne, 40'erne og 50'erne (måske helt specifikt The Wolfman fra 1941). Filmen skaber denne stil både at være i sort/hvid og ved dens brug af bombastisk stemningssættende musik.

Varulven er efterhånden portrætteret i mange forskellige film som hver har deres take på, hvordan en varulv ser ud – nogle er mere ulv og andre mere menneske. I Werewolf By Night rammer de en stil lignende den fra The Wolfman (1941), hvor ansigtet stadig er menneskelignende og kroppen i højere grad er pelsklædt og ulvelignende. Dette ser jeg som en hyldest til de gamle film (ligesom i billed- og lydsiden), men samtidigt giver designet også mulighed for, at man kan inkorporere flere følelser til den bestialske side af ulvemanden via ansigtsudtryk (som man også kan se flere eksempler på i filmen).

Skuespillerpræstationerne er virkelig fede. Bernal gør det godt i rollen som Jack Russel (der ifølge tegneserieloren er den oprindelige Werewolf By Night). Donnelly gør det også glimrende som Elsa Bloodstone, der spiller en essentiel rolle som Russels lidt ufrivillige hjælper. Karaktererne har en rigtig god kemi sammen både i forhold til seriøst samarbejde og komiske interaktioner.

Filmen er virkelig godt tilrettelagt for der når at ske meget på den relative korte tid som filmen varer.

Efter at have set filmen adskillige gange går jeg med et lille ønske om at se Werewolf By Night i det større Marvelunivers (men jeg tror ikke, at chancen er stor).
Ligesom Punisher: One Last Kill er tonen i filmen især efter Russells forvandling er meget blodig – så en klar afvigelse fra mainstream Marvel. Det er drivkraften for mit ønske er, at Jack Russel er en virkelig fascinerende karakter, og filmen indeholder man hentydninger på, at der er mere til ham end man regner med. F.eks. fortæller Jack i filmen, at han har mange strategier som hjælper ham (jeg vil vide dem alle sammen!). Han siger desuden også, at det er den anden side af ham som er jægeren (fantastisk, monster mod monster – det kan vi kun få for lidt af!). Og sådan fortsætte filmen med at pirre min interesse lige til den slutter. Desuden vil jeg gerne vide mere om Jack Russells venskab med Man-Thing. Dette fik mig lidt til at tænke på, hvordan Werewolf By Night ville kunne tilpasses ind i Marveluniverset (Hvem ville ikke være interesseret i at se hvem der ville vinde i en armlægningskonkurrence mellem Captain America og Werewolf By Night?). 
Man kunne argumentere, at i forhold til Marveluniverset er Werewolf By Night mere blodig og i højere grad grænsende til horror, og en del af den horrorstemning ville nok forsvinde, hvis man inkorporerede ham i f.eks. Avengers (men jeg holder fast i, at det kunne fungere, hvis man brugte samme tilgang som man gjorde med Hulk i starten af Avengers – sådan lidt ustyrlig og hovedsageligt fokus på Bruce Banner). Desuden har Marvel på det seneste taget en mere okkult drejning (måske endda lidt over i horror) når man tænker på Dr. Strange and the Multiverse of Madness (2022) og introduktionen af en karakter som Mephisto i Ironheart (2025). Så selvom mine forhåbninger ikke er store, så krydser jeg alligevel alt hvad jeg kan krydse for, at det ikke er sidste gang, at vi ser Werewolf By Night filmatiseret. Og ellers ser jeg bare denne lillle oneshot filmen nogle flere gange (den kan f.eks. anbefales, hvis man mangler noget godt til Halloween).

Hvad gør filmen mindre godt?

Jeg har personligt ikke noget at sætte fingeren på her. Måske, hvis man nu ikke er til de gamle monsterfilm og synes, at skuespillet i disse bliver for teatralsk (for det kan det være), så kan man godt finde øjeblikke i denne film, hvor man måske får samme følelse.

Så all in all, er filmene værd at se?

Ja absolut! Begge film kan noget, hvad end det er en god old school gyserfilm med et fængende plot og en virkelig underholdende hovedperson eller en actionfilm der fremstiller et smuk "What if"-scenarie og udvikler sig til et af de mest intense voldsorgier jeg har set, så er det i retning af Marvel's Special Presentation du skal kigge(og begge er at finde på Disney Plus). God fornøjelse!

Bonus: Hvis du nu ligesom jeg bliver bidt af Werewolf By Night og gerne vil have mere af denne superhelt, så findes der faktisk nogle nyere tegneserier (som jeg selv har tænkt mig at kaste mig ud i).

- Jonas