The Running Man (2025)

Godt, lige en indledende historie: Da jeg var en lille knægt og gik i folkeskole, gav mine forældre mig min første vhs-maskine i fødselsdagsgave – men det var ikke en hvilken som helst vhs-maskine, det var nemlig butikkens demo-model (for dem der er for unge til vhs og demo-modeller, betyder det, at det er den maskine som står fremme i butikken og afspiller noget på et tv, altså demonstrerer kvaliteten af maskinen). Dette virker umiddelbart ubetydeligt, men det betød faktisk en ekstra gave, nemlig demo-båndet som medarbejderen ikke havde fjernet (Tak, navnløse medarbejder!). På dette bånd var der både sci-fi/horrorfilmen Virus (1997) og The Running Man (1987) med Arnold Schwarzenegger. Og jeg elskede den! Den originale Running Man (eller Sidste Chance om man vil) er en film, jeg har set MANGE gange igennem både min barndom og mine voksne år, da den for mig fanger 80'erstemningen og var brændsel for min førnævnte fascination af Arnold Schwarzenegger.

Denne nye Running Man var jeg lidt skeptisk omkring, og det skyldes ene og alene, at jeg blev vildt skuffet, da jeg så remaket af Total Recall med Colin Farrel fra 2012. Meget af det syrede og fantasifulde med bl.a. mutanterne var ikke længere del af filmen, og det synes jeg var lidt ærgerligt og gjorde at filmen mistede en del af den oprindelige charme. Det er fint, at man sigter efter en mere realistisk gengivelse af filmen, men jeg tror også, at man bør overveje, hvad der er med til at gøre filmen fed sådan helt essentielt.
Dog vil jeg også sige, at den nye Running Man fangede min opmærksomhed fuldstændigt, da det gik op for mig, at filmen var mere tro over for bogen – en bog af Stephen King, og en bog som jeg egentlig ret godt kunne lide, lige præcis fordi den var noget helt andet og mere dybdegående end filmen fra 1987. Jeg er overordnet virkelig positivt overrasket over filmen, og nu skal jeg forklare hvorfor;

Resume:
I en alternativ nær fremtid styres USA af den autoritære mediekoncern The Network. Størstedelen af befolkningen lever i kummerlige vilkår og fattigdom, men the Network forsøger at formilde borgerne igennem forskellige tv-programmer som f.eks. The Running Man. Arbejderklasseborgeren Ben Richards (Glen Powell) er blevet fyret fra sit arbejde og blacklistet, fordi han klagede over de farlige forhold. På grund af fyringen, står han derfor uden midler til at kunne hjælpe sin syge datter. Som sin eneste mulighed for at tjene penge og måske skabe en bedre fremtid for sin familie, melder han sig til The Running Man, hvor deltagere skal overleve i 30 dage. Under forløbet bliver deltagerne jaget af både borgere og programmets jægere. Har Richards evnerne og heldet til at undgå jægerne og slippe levende igennem programmet?

Jeg indså meget hurtigt efter filmens start, at denne film ville ramme min smag fuldstændigt, idet dens setting er en velskabt og udpenslet dystopi. Jeg synes, at denne dystopi faktisk er lige så god som den vi så i The Long Walk fra tidligere på året. Vi bliver som publikum gradvist givet mere og mere information om det autoritære styre (The Network), og samtidigt ser vi også flere eksempler på styrets magt og indflydelse – som både råder over militæret og politiet. Samfundet er meget dystert og præget af overvågning og kontrol – Ben Richards situationen er et eksempel på, hvordan styret kan presse den fattige del af befolkningen ud i underholdningsbranchen som den eneste mulighed for at brødføde sin familie. Det er meget tydeligt i filmen, at samfundsklasserne er meget adskilte og har væsentligt forskellige rigtigheder, der påvirker deres livskvalitet.
En vigtig ting for mig som lidt af en connaisseur inden for dystopier er, at samfundet indeholder en vis form for familiaritet som underbygger troværdigheden, og det synes jeg bestemt er tilfældet her. Tv-udsendelserne som vi oplever i filmen har en fed effekt i forhold til at udvide samfundet og især denne troværdighed, idet vi kan relatere til det – her kan man f.eks. nævne udsendelsen "The Americanos" der er en parodi på The Kardasians. Det udbygger den dystopiske verden lidt ligesom reklamerne som man ser i Robocop-filmene (1987-1993).

I dette dystopiske samfund synes jeg, at det især er manipulation af befolkningen som er i fokus. Man ser i filmen, hvordan deltagerne melder sig frivilligt hos Tv-stationen, men faktisk ikke ved hvilket program som de bliver tilknyttet, før optagelsesprøverne er gennemført. Da deltagerne første gang bliver præsenteret i programmet, er informationerne manipulerede – F.eks. bliver Richards fremstillet som en samfundsnasser der ikke vil arbejde, selvom dette ikke er tilfældet, og han ligesom de andre deltager er der frivilligt. Det er ret fedt fundet på, da programmet og jægernes succes afhænger af, at befolkningen er usympatiske imod deltagerne og melder dem, hvis de får muligheden for det. Josh Brolin spiller perfekt som manipulerende og pengegriske Dan Killian og Coleman Domingo er den karismatiske og usympatiske programvært Bobby T - begge er essentielle repræsentanter for den ellers meget anonyme organisation the Network. 

Ben Richards er på mange punkter anderledes end i filmen fra 1987. Ligesom i den ældre udgave er han også her filmens hovedperson, og det er igennem ham, at man som seer får indblik i vilkårene som er hverdag for den fattige del af befolkningen. Ben har mistet sit job, og fordi the Network ejer en stor del af virksomhederne i byen, udelukker hans blacklisting ham for arbejde de fleste steder.
En af optagelsesprøverne som han gennemgår er en undersøgelse af tankeassociationer og herigennem får man et indtryk af, at Ben er træt af the Network og dennes kontrol og overvågning over befolkningen. Hans personlighed er rebelsk, og personen der afholder prøven beskriver ham også som værende den vredeste person der nogensinde har været med i programmet. Sammenlignet med Arnold Schwarzeneggers Ben RIchards, er Glen Powell er en anderledes Ben Richards, men det fungerer, og historien gør ham meget relaterbar. Han er en hårdnegl, fordi han har haft en masse farlige jobs, hvor fattigdom og nød har gjort, at han har været nødt til at gøre som der blev sagt - men det har også klædt ham på i forhold til at kunne presse sig selv ud over det sædvanlige. I løbet af filmen gennemgår karakteren Ben Richards en fed udvikling fra at være enkeltstående mand med en intention om at bedre sin families liv og vilkårene for den arbejdende klasse til senere igennem sin deltagelse i programmet at blive et symbol for frihed og systemmodstand. Jeg vil ikke skrive mere her, fordi jeg ikke vil afsløre noget af denne virkelig herlige og underholdende film.

Hvad gør filmen godt? Udover alt det som jeg allerede har nævnt, jamen så bygger den videre på den originale film. Som jeg husker det, ser man ikke konsekvenserne af Ben Richards handlinger i programmet i udgaven fra 1987, men det ser man her, og det fungerer virkelig godt og får rundet historien af på en bedre måde end den tidligere film. På trods af dette, føler jeg ikke, at denne nye film konkurrer med den gamle. De er to vidt forskellige film i både tone og handling - og kan derfor godt eksistere samtidig. Det dystopiske samfund er virkeligt spændende at få indblik i, og fordi filmen er så lang som den er, betyder det, at den kan tage sig den nødvendige tid til at give et meget præcist og udpenslet billede af dette.

Hvad gør filmen mindre godt? Hmm, selvom jeg synes, at filmen ikke er i direkte konkurrence med den tidligere, så kan det godt være, at fans af den ældre ikke vil synes om denne. Det er en helt anden handling og tone, fordi den er tættere på bogen end den tidligere film. (Filmen med Arnold skraber kun lige overfladen af historien fra bogen).
For nogle kan de lidt langsommere sekvenser f.eks. mødet Amelia Williams (Emelia Jones) være lidt langtrukne. Jeg synes dog, at mødet berører og diskuterer nogle af de væsentlige forskelle der er mellem rige og fattige i samfundet, så det er ikke fordi sekvenserne er meningsløse for filmens helhed. Den sidste ting som jeg ærgrede mig lidt over (og det er virkelig en fjollet ting) er, at Lee Pace er god i rollen som McCone, men Kevin Durand ville have været perfekt, og da jeg først havde tænkt tanken, sad jeg ofte og tænkte "hvorfor er du ikke Kevin Durand?" i scenerne med McCone.

Så all in all, er filmen værd at se? Ja virkelig meget, men måske hvis man er helt vild med den originale og ukendt med bogen, kan det godt være, at man ikke vil synes om denne. Som en nyder af dystopiske fortælleringer er denne virkelig en af bedre jeg har set i år. Jeg vil anbefale filmen til alle som jeg kender og især fans af actionfilm og dystopier.

En lille bonus til slut – Arnold Schwarzenegger er faktisk indirekte med i filmen, da det er ham der er på New Dollars som er valutaen i dette alternative samfund – grunden hertil? Det er fordi han er præsidenten. Ifølge en artikel på Screen Rant, så hænger dette samme med, at Daniel Waters (som skrev Demolition Man) skrev en joke i Demolition Man, hvor de kort nævnte Præsident Schwarzenegger, og denne joke fik så lov at leve videre i The Running Man gennem pengesedlerne. 

- Jonas