The Strain (2014-2017)

Jeg har faktisk set denne serie et par gange efterhånden, og den er virkelig spændende – til en sådan grad, at jeg vil sige, at det ene afsnit sluger det næste. Det er en horrorserie som formår at forene vampyr- og zombiefilm med pandemifilm. Den strækker sig over fire sæsoner produceret over tre år, og jeg synes faktisk, at den formår at holde sig spændende igennem alle fire sæsoner (mens jeg skriver dette, opdager jeg, at der er en webserie The Strain: Under Siege, og denne har jeg ikke set.. altså endnu).
Serien er bygget på en bogtrilogi af Guillermo del Toro og Chuck Hogan af samme navn. Jeg har kun læst den ene bog, men jeg var ikke vild med skrivestilen og synes egentlig, at serien er et bedre format (men hver sin smag).

Det første afsnit Night Zero begynder ombord et fly på vej til New York. Flypersonalet har opdaget noget levende som bevæger sig rundt nede i flyets lastrum. Da de prøver at lukke det inde, bryder det igennem lastrummets forstærkede luge uden problemer. CDCs (Centers for Disease Control and Prevention) udrykningsgruppe The Canary Team ledet af Ephraim Goodweather (Corey Stoll) bliver sendt ud til lufthavnen pga. et fly som står stille på landingsbanen – helt koldt og umuligt at kontakte. Ephraim og hans kollega Nora Martinez (Mía Maestro) går ombord på flyet for at undersøge passagerne og opdager til deres rædsel, at alle passagerne er døde under mystiske omstændigheder. Stilheden slutter brat, da fire passagerer pludselig vågner.
I lufthavnen bliver Ephraim kontaktet af den ældre mand Abraham Setrakian (David Bradley) der insisterer på, at alle ligene og de overlevende fra flyet skal ødelægges, og at trækassen fra lastrummet ikke må forlade lufthavnen. Imens hyres den nyligt løsladte Gus Elizalde (Miguel Gomez) af den mystiske Eichhorst (Richard Sammel) til at smugle trækassen ud af lufthavnen. Ephraim og Nora opdager, at trækassen er forsvundet fra lageret, hvor den blev tilbageholdt, ganske uvidende omkring, at deres kollega Jim Kent (Sean Astin) har ladet den passerer igennem politibarrieren ud af lufthavnen. Afsnittet slutter med, at lederen af kontroltårnet (som spilles af Andrew Divoff - selveste Wishmaster) møder et enormt menneskelignende væsen der suger hans blod og knuser hans hoved mod det kolde betongulv.

Serien er fed, fordi spændingsniveauet er konstant, men skiftende, lad mig forklare; første følger man spredningen af virussen. Vi fokuserer på de enkelte ofre og får indblik i deres liv. Derefter skifter fokus over til den langsomme men sikre overtagelse af strigoierne og bekæmpelsen af disse. Der er en konstant udvikling af faren, og karaktererne er midt i hele balladen, så der er ikke et roligt øjeblik. Karaktererne er mange, og de er virkelig nuancerede. Især Fet (Kevin Durand) vil jeg fremhæve som en underholdende karakter som man bider mærke i i serien, og en som man kommer til at holde af. I starten følger man en del af karaktererne enkeltvis, men som historien skrider fremad bliver flere og flere af dem samlet, og de skal i fællesskab forsøge at gøre en ende på strigoierne. Hvis jeg skal sammenligne den med en serie, der har givet mig en lignende stemning, så ville det nok være The Walking Dead (2010-2022). Men hvor jeg synes, at The Walking Dead havde en del perioder, hvor handlingen stod stille, så sker der altid noget i The Strain som driver handlingen fremad.

Der hvor serien måske fejler en smule er, at handlingen bliver lidt langt ude i den sidste sæson (uden at afsløre noget). Det stikker lidt af, men i seriens overordnet kontekst giver udviklingen mening. Jeg tror, at det er en smagssag. Med det sagt synes jeg faktisk, at seriens afrunding er rigtig fin, og jeg føler ikke, at den er strækket for langt.
Nåja, og så bliver Zach-karakteren re-castet i løbet af serien, og den nye skuespiller gør karakteren unlikable og irriterende (ikke at han decideret ødelægger karakteren, men lidt).

Så all in all, er serien værd at dykke ned i? Ja, absolut – det kan være, at det virker en smule uoverskueligt at skulle starte på en serie der er fire sæsoner lang, men så skal man huske på, at hver sæson vist kun er 10 afsnit lang og at det ene afsnit tager det næste, og jeg vil næsten garantere, at man til slut sidder med en fornemmelse af, at der gerne måtte have været flere afsnit.

- Jonas