The Substance (2024)

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lave et Double Feature-indlæg, hvor jeg anmeldte The Substance (2024) og Revenge (2017) som begge er skrevet og instrueret af Coralie Fargeat, men jeg må erkende, at jeg simpelthen er blevet så opslugt af at anmelde The Substance, at denne får sit eget indlæg.

Jeg tror, at The Substance er en af de film som jeg har set i nyere tid der har gjort det største indtryk på mig. På mange måder er filmen en slags nyfortolkning af temaet Doppelgänger som vi kender det fra Robert Luis Stevensons fortælling om The Strange Case Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1886). Teamet har jeg altid haft en særlig interesse for, og det er en interesse som har været omdrejningspunkt for mig i diverse universitetsopgaver i tidens løb. I forbindelse med temaet synes jeg især, at det er spændende at tolke på betydning af temaet for individets sindstilstand og den fatale symbolik der ligger i det. Af denne grund, tænker jeg også, at jeg er blevet så grebet af denne film som jeg er.

Min anmeldelse kommer til at indeholde spoilere, så jeg vil stærkt anbefale, at I ser den først og så kommer tilbage og læser anmeldelsen (og selvfølgelig overvejer om I er enige med mig).

Resume:

Elisabeth Sparkle (Demi Moore) er en tidligere filmstjerne og arbejder nu som aerobics-instruktør. Hun oplever, hvordan bliver sværere og sværere for hende at få jobs pga. hendes alder i branche, hvor skønhed og ungdom er det der søges konstant. Da hun bliver fyret fra sit TV-show på sin 50-års fødselsdag, bliver hun tilbudt en USB af en fremmed mand. USB'en indeholder informationer om et mystisk stof kaldet The Substance som eftersigende skulle hjælpe Elisabeth med at skabe en perfekt udgave af sig selv. Men der er regler som skal følges, og da disse ikke bliver overholdt, får det voldsomme konsekvenser for Elisabeths liv.

Hvad gør filmen godt?

Filmen gør virkelig, virkelig mange ting godt, så jeg vil begynde med skuespillerpræstationerne. Alle sammen i denne film er i top. Demi Moore og Margret Qualley spiller virkelig glimrende i denne særlige form for at spille over for hinanden som henholdsvis Elisabeth Sparkle og Sue. Dennis Quaid er også virkelig god som den mandschauvinistiske og helt igennem usle Harvey – der virker som en kropsliggøres af en branche der igennem tiden har seksualiseret og objektiviseret kvinder.
Lydsiden af filmen er også helt fænomenal og er mange gange med til at understrege (og forstærke) dels seksualiseringen af Sue, men også filmens groteske side – f.eks. de overdrevne lydeffekter i scenen, hvor Harvey spiser rejer eller i scenen, hvor Sue skal sy såret på Elisabeths ryg, og dette er kun et par eksempler – filmen er fyldt med disse. På sin vis er det en lille ting at forstærke lyden, men effekten af det er del af det som gør filmen til noget helt særligt.
På samme måde som lyden spiller kinematografien også en stor rolle i filmen. Der er flere scener, hvor Doppelgänger-tematikken kommer til udtryk f.eks. i scenen, hvor Sue laver udstrækninger på gulvet og bliver overvåget af det store billede af Elisabeth eller når Elisabeth støvsuger og det store reklamebillede med Sue hænger i baggrunden og nærmest stirre på hende som en form for looming presence. Både brugen af lyd og kinematografi er så gennemtænkt og nuanceret, at man ville  kunne skrive hele anmeldelser om disse alene.

Jeg er vild med Elisabeth som karakter, fordi hun er så indbegrebet af sit fokus på udseende, at det øjeblik hun ikke længere har dette, så mister hun fuldstændig sig selv. Dette er især tydeligt, da Sue overtager jobbet på TV-showet, og Elisabeth reduceres til en slags eneboer der lusker rundt derhjemme og med længsel venter på at kunne overtage kontrollen igen og leve det liv som hun vil. Når hun er Elisabeth og hendes fokus er på at vente, så er det i denne situation, at hun for alvor virker til at spilde sit liv og begynder at føle sig værdiløs, i stedet for at genopfinde sig selv og skabe et liv for sig som Elisabeth (den forhenværende filmstjerne). Jeg kan rigtig godt lide, hvordan filmen i forbindelse med Elisabeth berører skæbnens uundgåelighed og hvordan virkelige forandringer skal ske inde indefra. Elisabeth føler sig uretfærdigt behandlet, men alligevel søger hun sit eget job igen, da hun får en chance til i livet som Sue. Så i stedet for at gøre noget andet, søger hun tilbage til den branche som har behandlet hende uretfærdigt og vælger endnu engang at gennemleve en skæbne, hvis ende hun godt kender og har følt på egen krop. 

Et andet aspekt ved Elisabeth som er interessant at snakke om, er hendes forhold til Sue. Selvom Elisabeth adskillelige gange bliver gjort opmærksom på, at begge personer er hende, går der ikke længe før hun dissocierer sig fuldstændigt fra Sue (på trods af, at Sue også er hende). På denne måde, ser Elisabeth sig selv og Sue som to separate individer, og efterhånden bliver forholdet præget af fjendtlighed og rivalisering(især efter at Sue får Elisabeths gamle job). Det mest tydelige (og komiske) eksempel på dette er samtalen som Elisabeth har med firmaet bag The Substance, hvor hun konsekvent omtaler Sue som "hun", og kundeservicemedarbejderen flere gange monotont retter hende og understreger, at de er den samme og at der ikke er en "hun". Denne scene er absurd og komisk, fordi den ret nonchalante medarbejder lyder som om, at han har haft denne samtale utallige gange. I denne scene kan Elisabeths omtale af Sue som hun (og dermed en separat identitet) muligvis også forklares som et forsøg på at undgå at skulle indse, at Elisabeth selv er ansvarlig for den skade som hun har gjort på sig selv ved ikke at overholde reglerne.
En anden tendens som jeg synes der både er til stede i Stevensons roman og denne film er, at med tiden afviger de to personligheder så meget fra hinanden, at ingen af dem faktisk til sidst er den oprindelig identitet. Elisabeth genoplever sin ungdom og storhedstid gennem Sue, men Sue er anderledes end Elisabeth, og samtidig bliver Elisabeths liv en nedadgående spiral, der ender med at påvirke hende så meget, at hun heller ikke er den oprindelig Elisabeth længere.

Ligesom i Stevensons roman bliver de to identiteter hinandens værste fjender, og de forsøger aktivt at spænde ben for hinanden. Hele denne fejde sættes i et helt anderledes og mind-blowing lys, når man tænker på, at de er den samme person i to forskellige kroppe. Dette betyder altså, at det på mange måder er Elisabeths egen forfængelighed og besættelse af skønhed (som repræsenteres via Sue) der ender med at gøre hendes liv uudholdeligt. I denne henseende bliver brugen af The Substance der også fremskynder Elisabeths egen ældning pga. hendes manglende selvkontrol et tveægget sværd. Hvis man går lidt dybere ned i fejden, er den baseret på et selvhad som Elisabeth føler. Hun kan ikke holde ud, at Sue erstatter hende (selvom hun selv valgte at gøre dette), fordi Sue repræsenterer det som Elisabeth ikke længere er, nemlig ung og smuk. Selvhadet kommer også til udtryk gennem Sue som flere gange væmmes ved Elisabeth og den hun er blevet (igen her skal det huske, at Sue er Elisabeth, så hun væmmes over sig selv).

Et lille fun fact som jeg læste mig til på nettet er, at Margaret Qualley faktisk brugt både bryst- og hofteproteser i filmen. Dette synes jeg underbygger, at det ideal som Elisabeth stræber efter (og som også ofte portrætteres igennem medierne) er uopnåeligt og urealistisk. I denne forbindelse rejser filmen også en interessant diskussion omkring tv- og filmindustriens fokus på kvindekroppen, og i nogle scener bliver seksualiseringen af kvindekroppen helt grotesk, grænsende til det absurde – f.eks. i scenen, hvor Sue har sin debut tv-aerobicc-instruktør.

Apropos grotesk grænsende til det absurde, så er vi nødt til at snakke om filmens slutning. Her bliver den flirten som filmen hidtil har haft med body horror-genren til en hed romance for fulde gardiner. Men jeg berører dette yderligere i det næste afsnit. 

Hvad gør filmen mindre godt?

Jeg er en smule splittet i forhold til slutningen. På den ene side er det fedt, at filmen vælger at gå all-in på bodyhorroren på den måde som den gør, men på den anden side er det så stort et spring fra den ellers gennemførte stil i filmen, at jeg faktisk ville ønske, at filmen havde beholdt denne stil hele vejen igennem. Da jeg første gang så filmen, syntes jeg, at slutningen næsten ødelagde hele filmen (ja, jeg er meget dramatisk når det angår film – I know).
Efter at have set filmen en del gange, kan jeg dog godt se, at slutningen nok er ment som en kommentar omkring den håbløshed der ligger i jagten på det perfekte, og hvordan kvinder inde for denne branche ender med at ødelægge sig selv ved konstant at prøve at presse sig selv og skubbe grænsen for skønhedsidealet i et forsøg på at leve op til det udseendemæssige pres der lægges på dem. Med denne tolkning i baghovedet synes jeg, at slutningen bliver bedre.

All in all, er filmen værd at se?

Absolut Ja, altså det er nok min favorit body horrorfilm i nyere tid. Den er fantastisk grotesk, absurd og kaotisk, men samtidigt er den også virkelig tankevækkende og enestående. Selvom jeg føler, at jeg har dækket filmen temmelig godt, så tænker jeg stadig, at der er mere som man kan tænke og skrive om denne film og de mange nuancer og facetter der ligger i den. The Substance er en kæmpe anbefaling herfra – Se den! Og helst sammen med andre og brug tid på at snakke om jeres oplevelse bagefter. Derefter læs om den for internettet er en skattekiste af artikler omkring filmen, der kun ophøjer oplevelsen af filmen. 

- Jonas