They Will Kill You (2026)

19-04-2026

Jeg så traileren til denne film og tænkte, at jeg havde en ret god idé om, hvad filmen gik ud på. Traileren forbereder slet ikke en på, hvor vild denne film er. Nu skal jeg forklare jer hvorfor. Der vil være nogle spoilere, men de vil være små (og desuden er dette ikke en film som man ser for historien).

Resume:
Asia Reaves (Zazie Beetz) og søsteren Maria (Myha'la) forsøger at flygte fra deres voldelige far, men da Asia skyder ham i en konfrontation, bliver hun nødt til at forlade sin søster for at stikke af. Asia bliver anholdt, og Maria bliver hos faren. Efter 10 år løslades Asia, og fordi hun har fulgt Marias liv inde fra fængslet, ved hun nu, at Maria arbejder i den luksuriøse bygning The Virgil i New York. The Virgil har et rygte for forsvundne tjenestepiger, så Asia udgiver sig for at være den nye tjenestepige i bygningen og forsøger at finde Maria og måske nogle svar bag de diabolske hændelser i bygningen.

Hvad gør filmen godt?

Forestil jer en film som har stilen fra Quentin Tarantinos Kill Bill (2003 og 2004) og kampscenerne fra Gareth Evans' The Raid (2011), kombineret med ultravold, gore og rigelige mængder af absurditet og comedy. Så har I They Will Kill You.

Det er virkelig godt endelig at se Zazie Beetz i en hovedrolle, fordi hun har altid gjort det virkelig godt i de biroller som hun har haft. Om det så er Domino i Dead Pool 2 (2018), Sophie Dumond i Joker (2019) eller The Hornet i Bullet Train (2022) formår hun altid tiltrække sig seerens opmærksomhed med den fænomenale energi som hun lægger i sit skuespil, og denne film er det absolutte toppunkt. Hun spiller rollen som Asia Reaves fænomenalt (selvom hun er en voldsom flad figur, er hun inkarneret af hendes eneste opgave; at beskytte den søster som hun forlod ti år tidligere - koste hvad det vil). Tom Felton gør det også godt som skurk i denne film, og jeg synes, at det er fedt at se ham tilbage på det store lærred i noget ikke-Harry Potter relateret (og hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, at han har mere screen time i denne film end den halve time Draco Malfoy har i hele Harry Potter filmserien tilsammen).

Kompositionen er fed, og vi bliver som seer langsomt introduceret til forskellige aspekter der fylder de huller ud som man sidder med i starten af filmen via korte sekvenser der introduceres via små titler (og det er ingen hemmelighed, hvor inspirationen til dette kommer fra, nemlig Kill Bill). Musikken og kameraarbejdet er voldsomt godt heri og i mange scener sker der en form for synergi imellem disse, hvor de komplimenterer hinanden perfekt.

Konteksten med den satanistiske kult og bygningen som meget tydeligt er en reference til helvede er superfed også – og udført virkelig godt. Jeg tager lige mine store nørdebriller på et øjeblik og introducerer jer for en florentinsk digter, der i 1321, færdiggjorde sit livsværk. Digteren var Dante Alighieri og værket er Den Guddommelige Komedie (inddelt i tre bøger; Inferno, Purgatorio og Paradiso). I dette værk rejse Dante selv igennem de tre "verdener" ledsaget af poet Virgil. Her har vi allerede en reference, da bygningen er opkaldt efter Virgil. Desuden er bygningen inddelt i ni etager, der alle repræsenterer en synd (selvom det kun er hentydet til i filmen), hvilket Dantes Inferno også er, men hvor Dantes konstruktion går ned af som et krater efter, at djævlen er faldet til jorden, er bygningens etager opadgående og i toppen finder man djævlen. På denne måde bliver Asia selv en form for Dante, der rejser igennem denne underverden. (som en lille side ting som jeg lagde mærke til, så består husets døre, hvis ikke jeg tager meget fejl, af illustrationer baseret på Dantes Inferno også). Bom, nørdebrillerne er af igen.

Et virkelig godt aspekt ved filmen var actionscenerne. De er virkelige godt koreograferet, og i løbet af nogle af dem tager man sig selv i at sidde og holde vejret af spænding. Desuden gør filmen op med en meget klassisk og gammel filmtradition, nemlig det svage offer. I filmen er Asia er ofret for den sataniske kult, og ofret associerer vi ofte som værende svag og bange. MEN det er ikke tilfældet her og drejningen hele det første baghold tager, overrasker os cirka lige så meget som det gør de morderiske gerningsmænd. På denne måde gør filmen bliver en slags hævnfantasi for alle de unge kvinder som har været ofre igennem hele filmhistorien.

Desuden er der et element ved gerningsmændene som der åbner op for en hel fantastisk absurditet (som jeg ikke afslører her), der fyldte rigtig mange scener og resulterede i, at min fætter og jeg sad og grinede højt, mens vi så den, og det komiske tog bestemt  ikke noget fra filmen, da den tager ikke sig selv seriøst. Den ved, at den er dumb fun, og det finder man hurtigt ud af som seer.
CGI'en og effekterne er også virkelig god lavet i filmen (især djævlen er håndteret på en rigtig god og kreativ måde, synes jeg, og en dårlige håndtering af denne ville virkelig have været et punkt som kunne have trukket filmen ned, MEN det var det heldigvis ikke.

Hvad gør filmen mindre godt?

Hvis man går ind til filmen med et håb om et fængslende narrativ eller dybe karakterer i konstant udvikling, så er dette ikke filmen for dig. Der sker absolut intet på karaktersiden. Dette er meget flade karakterer og historien er ret forudsigelig – til en sådan grad, at man kan gætte sig til slutningen ret præcist forholdsvist tidligt i filmen. Historien er på mange punkter bare en præmis for den absurde situation som Asia befinder sig i og en undskyldning for at tæve, skyde, hugge og myrde sig igennem bygningen i sin søgen efter sin søster. MEN hvis man kan sætte sig ud over manglerne, så er der virkelig meget dumb fun at hente i denne film.

Så all in all, er filmen værd at se?

Hvis du er på udkig efter dumb fun, så er denne film helt sikkert et kig værd. Der er nogle virkelig absurde elementer heri, hvor man ikke rigtig kan gøre andet end at grine. Hvis du godt kan lide film, hvor du føler, at filmen bare stikker helt af, så skal du se den her – det kan blive din nye favorit (og til dig der tænker om man kan se den igen, så vil jeg sige, at jeg lige har set den og allerede har lyst til at se den igen).

- Jonas 


Share