Together (2025)

Jeg må ærligt indrømme, at efter Weapons var jeg nervøs for denne film. Jeg har igen ikke set andre trailere end den i biografen, og forsøgt at holde mig fra anmeldelser. Dog drum roll .... Blev jeg positivt overrasket over denne film. 

Gysergenren som vi befinder os i denne gang er en Body Horror som i min øjne altid vil være en kær gammel kending. Derudover er filmen måske også en fortælling om det monstrøse (og det smukke) i forholdet mellem to mennesker. 

Filmen handler om parret Millie (Alison Brie) og Tim (Dave Franco) (som er gift i virkeligheden). Parret beslutter at flytte væk fra storbyen til Fulton pga. Millies nye job som skolelærer. Forholdet er fra starten mærket af problemer, og man får hurtigt et indtryk af, at det i højere grad er medafhængighed (codependency) end egentlig kærlighed, der fastholder parret i forholdet. Hovedpersonerne er meget forskellige og måske endda deciderede modsætninger. Tim sidder fast i sin ungdoms drøm om at blive musiker - en drøm der virker urealistisk, men han nægter at opgive denne (måske i frygten for at skulle indse, at han ikke har andet end dette i sit liv). Mille er mere moden og klar til at tage skridtet videre i livet og påbegynde en tilværelse sammen med Tim. Hun ofrer sig meget for ham og bliver til tider en slags mor for ham. Da de flytter til Fulton, skabes der endnu mere splid, da Tim længes efter byen (og sin drøm), mens Mille er fokuseret på den nye begyndelse. 
En dag begiver de sig ud på en vandretur i det omkringliggende område og finder tilfældigvis en ruin med en lille sø. Bom, mere vil jeg ikke sige - den skal ses!

Filmen har virkelig mange gode elementer som til sammen er med til at bidrage til filmens helhed og opløfte den til den gode filmoplevelse som den er. Forudgrebet (Foreshadowing) med hundene i starten forklarer dels hvad man har i vente, men også hvilken rolle ruinen spiller, så man som publikum venter i spænding på at brikkerne falder på plads. Det er en fed effekt at afsløre så meget i starten af filmen, og det tager egentlig ikke noget fra spændingen, men er i stedet med til at tilføje til denne. 
Et andet godt element i filmen er symbolikken. Her lagde jeg især mærke til scenen, hvor de finder ruinen. Denne bliver næste en metafor for forholdets fatalisme, da Millie forsøger at hjælpe Tim op, men han så ender med at hive hende ned (ligesom han holder hende tilbage i forholdet). De er usunde for hinanden, og mange gange i filmen understreges det, at de er hinandens modpoler - hvilket også bidrager til et styrket indtryk, da dette pludselig ændres (bogstavelig talt). 
Jeg synes også, at det faktum, at selv de små detaljer har betydning for filmen. Her gjorde især scenerne med Jamies (Damon Herriman) billede stort indtryk. Da Millie i første omgang ser billedet, vækker det en lille undren som man har i baghovedet omkring, at noget ikke helt virker normalt. Senere bliver denne undren til ubehag når det går op for én, hvorfor billedet virker mærkeligt. 

Filmens kulmination er decideret grotesk, men på en fredfyldt og egentlig meget romantisk måde. Tilslut sidder man med en følelse af væmmelse og rørthed over, hvad der egentlig ligger i det sidste scene inden rolleteksterne (når man tænker over hvad Jamie forklarer i slutningen af filmen).  

Body horror-elementerne i filmen er perfekte med kroppe der brækkes og vrides, og dette akkompagneres effektivt af jump scares, der er placeres sparsomt men effektiv igennem filmen. Jeg er helt vild med dette, da jump scares i min bog altid har været lidt for let, og hvis overdrevne brug kendetegner en dårlig gyser - Together lader i stedet Body Horror være i fokus (som den burde være).
Filmen formår at opbygge noget uhygge, særligt i scenerne, hvor tiltrækningen for alvor bliver vild. Jeg vil vove at påstå, at en Body Horror ikke som sådan har målet at være uhyggelig, men i højere grad ulækker og ubehagelig.
Og nu - til en lidt længere rant omkring horrorgenrer. Andre horrorgenrer spiller (ofte) på, at det uhyggelige er uset det mest af filmen, lever Body Horror på hvor grotest det sete kan gøres. Ofte har andre horrorgenrer den fordel, at de indleder et samspil med publikums fantasy, fordi man i uvisheden omkring hvad det uhyggelige er forestiller sig alt muligt (og ofte ting der er værre end det som det uhyggelige viser sig at være til sidst). Så i al den tid, hvor man ikke ser det uhyggelige er det altså ens egen fantasi som er med til at holde spændingen og uhyggen i gang. Body Horror har derimod en mere udfordrende rolle, da denne genre er mere fokuseret på det sete (f.eks. det muterede væsen eller det lemlæstede lig), og her handler det ofte om hele tiden at overgå det tidligere viste. Der er så at sige ikke overladt så meget til fantasien i Body Horror. 

Jeg synes, at Body Horror er en genre som har fået ny vind i sejlene her de seneste år først i The Substance fra sidste år, og nu i denne film. Sammenligningen mellem de to film stopper heller ikke der, da begge berører nogle almenmenneskelige emner, henholdsvis identitet og parforhold. 

Så all in all, er filmen værd at se? Ja, absolut - den er ulækker og grotesk, men samtidig tankevækkende og rørende. Det er sikkert ikke en film for alle, men hvis man er på udkig efter en gyser med lidt dybde, så skal man se den!