Until Dawn (2025)

De fleste som er bekendt med titlen Until Dawn tænker sikkert på spillet til Playstation oprindeligt fra 2015 (Hold da op, jeg føler mig for alvor gammel). Som en habil spiller af playstationspil har jeg glædet mig til at kunne skrive lidt om denne interesse også (men jeg skal nok holde det kort og konkret). Der er nok nogle små spoilere i forhold til filmen og spillet neden under, så nu er I advaret.

For dem der ikke kender spillet, handler det om en gruppe venner der holder en fest i en bjerghytte. Tvillingerne, Beth og Hannah, er værterne sammen med deres bror Josh (spillet af Rami Malek). Nogle af vennerne udsætter Hannah for en ondsindet joke, og hun løber i ud i det omkringliggende sneklædte område efterfulgt af hendes søster. Der sker en ulykke, og søstrene forsvinder og formodes at være omkommet. Et år senere inviterer Josh vennerne tilbage til hytten for at genoplive vennegruppen som har lidt en del efter søstrenes forsvinden. Efter at vennerne samles, begynder der at ske mærkelige hændelser med psykopatiske mordere, monstre og diverse dødsfald. Spillet var på sin vis revolutionerende, fordi de indeholdte sekvenser, hvor man som spiller blev inddraget i vurderinger af, hvad man selv mente var uhyggeligt og på den måde blev spillet lidt skræddersyet efter ens egne præference for uhygge. Desuden kan man som spiller heller ikke rigtig altid gennemskue konsekvenserne af ens valg og handlinger.

Filmen er meget anderledes end spillet, og hvis man kommer fra spillet og håber på at genopleve den fede historie som man ser der, bliver man nok desværre lidt skuffet. Jeg forstår fuldt ud valget bag at bevæge sig væk fra spillets handling. Spillet er næsten en film i sig selv, og hvis man er bekendt med spillet, bliver en film med samme handling både kedelig og ret forudsigelig. Dog er det faktum, at filmen lever i spillets skygge problematisk og resulterer i, at filmen ikke rigtig kan stå på egne ben.

I filmen følger man Clover (Ella Rubin) der sammen med en gruppe af sine venner er taget ud for at finde sin søster, Melanie, der er forsvundet. En lokal mand forklarer dem, at folk ofte forsvinder omkring Glore Valley der ligger lige i nærheden af hvor de befinder sig. Her finder de et turistcenter, hvor de ender med at søge tilflugt for uvejret. I løbet af den første nat der lægger de mærke til mystiske ting f.eks. gæstebogen der har de samme navne gentagne gange, der bliver mere og mere ulæselige eller det store mekaniske timeglas på væggen. Freden bliver forstyrret, da en maskeret morder jager og dræber dem ihjel en efter en – og pludselig vågner de alle op igen, og dagen gentager sig fra det øjeblik, hvor de først kom til turistcentret i Glore Valley, men alle har erindringer om den forrige nat og deres død. Nu skal de finde ud af, hvad der foregår og hvordan de kan slippe ud af tidssløjfen som de er fanget i.

Den nye historie og retning i filmen var en rigtig god idé. Until Dawn er stadig et spørgsmål om overlevelse indtil daggry, men med et lidt mere cabin in the woods inspireret koncept (her mener jeg generelt en hytte i skoven-tema som man ser i f.eks. Evil Dead, Cabin Fever og ja, Cabin in the Woods). Filmen låner lidt fra spillet på godt og ondt, og den inkorporerer f.eks. de underjordiske gange (minerne), sanitariet (og forvandlingen med de overlevende fra ulykken) og, ja, endda sekvenserne hvor man i spillet skal sidde helt stille, mens en lurende fare bevæger sig tættere og tættere på. Sidst men ikke mindst, så indeholder filmen også wendigotematikken fra spillet. Wendigoen (som er en ånd der besætter mennesker og ofte forbindes med umættelig sult og kannibalisme) giver super god mening i spillet og i den kontekst der er i spillet med de her minearbejder som bliver fanget i minerne. I filmen bliver det dog mere forceret, og det virker som om man har skrevet filmen omkring de her elementer som man har villet have med koste hvad det vil. Hvad har det så kostet? Jo, det har kostet sammenhængen – jeg har på nuværende tidspunkt set filmen to gange, lyttet til forklaringen omkring hvorfor folk forvandles til wendigoer, og det giver overhovedet ikke mening. Det virker som om man har forvredet ideen vildt og voldsomt, så den passede nogenlunde ind i filmens øvrige handling.

Så hvad gør filmen godt? Jeg kan godt lide ideen med, at dagen gentager sig. Konceptet med den gentagende dag gør, at man aldrig ved, hvad man har i vente (ligesom karaktererne) og åbner op for forskellige undergenrer inden for horror f.eks. supernatural horror, psychological horror, body horror, gore osv., så der er lidt for alle i denne henseende. Jeg kan rigtig godt lide den her struktur, og jeg har en bred smag inden for horror, så tiltaler mig når filmen prøver kræfter med lidt forskellige og mere obskure elementer.
Scenen med mobiloptagelserne, som opsummerer hvad der er sket for gruppen de dage der ikke er med i filmen, er fed – MEN den virker lidt som et cop-out. Selvfølgelig skal filmen også slutte på et tidspunkt, men det virker forhastet, og jeg ville nok egentlig hellere have set nogle af dagene fra mobiloptagelserne i deres fulde længde end det der viste sig at være resten af historien.
Det fungerer også fint, at karaktererne lærer noget nyt for hver gang, at de dør, men uden en god overordnet historie, bliver det lidt gore for gores skyld. Horroren og goren heri er til tider ret fed, og især den maskerede psykopat og effekterne ved wendigoerne er ret gode. Filmen ender dog lidt med at blive en blanding af Final Destination og Groundhog Day.

Hvad gør filmen ikke så godt? (jeg er allerede bange for længden af dette afsnit). Jeg har allerede nævnt wendigotematikken og skævvridningen af spilelementerne. Derudover synes jeg ikke rigtig om karaktererne som mere eller mindre bare var den her generic gruppe unge, og flere af dem havde ingen dybde. Det er faktisk kun Clover som havde en baggrundshistorie med sin søster der er drivkraften for hele filmen, og så er Megan interessant, fordi hun havde en sjov spirituel gimmick. Skuespillerne er ikke rigtig mindeværdige – som sagt de er arketyper.

Slutningen af filmen er nok den værste del af filmen. Den er virkelig, virkelig ikke god og ødelægger faktisk de gode elementer i filmen. Til slut skifter filmen retning og hælder meget til et psykologisk aspekt (for igen at skabe en sammenkobling med spillet – Josh bliver inddraget indirekte), og det får det hele til at falde sammen. Den skaber ikke forbindelser eller en overordnet sammenhæng, men i stedet sidder man tilbage med mere undren, fordi hvis det hele bare er noget som udspringer af en persons psyke; hvad gør at monstrene manifesteres? Og hvordan sker dette? Hvad gør, at karaktererne genopstår? Er det et eksperiment eller et ritual? Hvordan spiller stedets traumer en rolle? Hvordan og hvorfor bliver karaktererne til monstre? Hvis det hele er inde i hovedet på en person, hvordan påvirkes de andre karakterer så? Puh, jeg sad første gang, at jeg så filmen og følte mig dum bagefter – Jeg havde så mange spørgsmål. Havde jeg overset noget? Var der noget jeg forstod forkert?
Nope, der er bare ingen svar på disse ting i filmen, og slutningen er bare noget rod.

Så all in all, er filmen værd at se? Nej det synes jeg ikke. Uden kendskab til spillet er det en ret middelmådig film, og med kendskab dertil er den værre. Filmen er dårligere stillet pga. spillet, og jeg tror, at hvis den havde prøvet at være sin egen ting, så havde det været en bedre filmoplevelse. Altså jeg vil hellere se Until Dawn igen end at se Weapons igen, men jeg tror, at jeg vil komme med en lidt atypisk anbefaling og foreslå, at man måske prøver spillet for at få en bedre fortolkning af historien. Hvis man gerne vil have et alternativt filmforeslag, så skulle det nok være Cabin in The Woods (2011) for den syrede historie, der har den samme uforudsigelighed som Until Dawn. For en bedre horror vil jeg nok anbefale Evil Dead (den fra 2013. Ikke det der shitshow fra 2023).

- Jonas