Weapons (2025)

Jeg gik ind til denne film med store forventninger. Jeg havde hørt godt om denne og, at den har fået gode og rosende anmeldelser. Jeg havde holdt mig fra anmeldelserne denne gang og gjort en dyd ud af at "go in blind" ud over den trailer der kører i biografen. Fordi denne film har vækket nogle følelser i mig som er udover det sædvanlige, vil der i denne anmeldelse være en spoiler-sektion. Hvis ikke man er interesseret i det, så placerer jeg den sådan, at den har set eget indlæg på bloggen.

Filmen handler kort sagt om den lille by Maybrook i Pennsylvania. Her følger man lærerinden Justine Grandy (Julia Garner), hvis elever i hendes tredje klasse pludselig forsvinder fra den ene dag til den anden. Alle undtagen ét barn. Forældrene vågner til, at deres børn er stået ud af deres senge, og (i bedste Naruto-stil) er løbet ud i mørket. (Hvis man har set traileren, er det cirka det man ved). Forældrene er i oprør og alle mistænker, at Justine har noget med deres forsvinden at gøre. Lidt efter lidt bliver det klart, hvad der er sket og mysteriet bliver løst. Ja, det er lidt kort, men filmen har ikke frygtelig meget handling.

Der hvor filmen virkelig brillierer er kompositionen. Historien er non-lineær, hvilket vil sige, at man følger forskellige karakterer og gennem denne får indblik i filmens handling. I starten er det Justine, og derefter følger man samme historie, men fra andre karakterers perspektiv. Det er en fed måde at fortælle en historie på, og det giver både dybde til det narrative, men også til karaktererne, hvis liv og motivation for forskellige handlinger bliver tydelig. Som publikum ved man altså kun det som hver enkelt person ved, og lidt efter lidt bliver mere af historien afsløret. F.eks. får man et andet indtryk af historien, når man følger Archer Graff (Josh Brolin) som er en af forældrene, der har mistet et barn. Det er en følelsesmæssig kontrast til Justine, som føler sig forfulgt og stigmatiseret, mens Archer er knust af sorg og desperat efter svar. Det er rigtig godt.
Desuden er portrætteringen af den lille by og stemningen deri, virkelig gennemført. Jeg får lidt associationer til IT: Part One (2017), som jeg synes, fanger den helt rigtige stemning af livet i en lille by bedre end nogen anden film, jeg har set.

Det var så rosen. Jeg synes, at den første halvdel af filmen var god, som beskrevet ovenfor. Lige så god som denne var, lige så dårlig var anden halvdel. Lad mig illustrer det med et billede. Forestil jer en amerikansk fodboldspiller der løber på fodboldbanen. Solen skinner og græsset er grønt. Han har bolden, og det hele spiller – Touch Down er inden for rækkevidden, og så kampen er vundet. Elegant og målrettet undviger han forhindringerne som modspillerne udgør. Pludselig opfanger han noget mærkeligt i øjenkrogen – det er en pingvin med en bowlerhat. "Det var da spøjst," tænker han. Dog stopper han ikke, men undrer sig meget over dette, og bliver lidt slået ud af kurs, men målet er stadig i sigte. Han er tæt på nu og kan næsten smage sejren – og så bliver han trampet ned af en flok køer. Er det mærkeligt? Ja. Er det uventet? Også ja. Ødelagde det helhedsindtrykket? Helt og aldeles.

Jeg synes, at anden halvdel var dårlig, afsløringen af skurken og mysteriets årsag var tam, og jeg synes, at slutningen og genreskiftet over i komedie ødelagde al den uhygge som filmen ellers havde opbygget. Jeg kan huske, at jeg havde samme ærgrelse omkring The Substance (2024) som er en virkelig fed film med mange virkelig gode indtryk og pointer, og så stikker slutningen fuldstændig af og ødelægger faktisk noget af det gode filmen skaber.

Så all in all, er filmen værd at se? Hmm nej det synes jeg faktisk ikke. Jeg har svært ved at sætte et lavt nok forventningsniveau til, at man ikke bliver skuffet. Da jeg kom ud af biografen, undrede jeg mig over to ting; 1) Hvad har jeg lige set? Og 2) Hvordan i alverden har denne film fået så gode anmeldelser. Ja, jeg er virkelig ikke imponeret. 

- Jonas